onsdag den 7. december 2016

Ham Den Lange - Dagbog fra en flygtningelejr


I 2009 udgav Ham Den Lange albummet Carpe Diem My Ass, hvorpå et nummer for længst er blevet en personlig danskrap-favorit: "Lykkelig Lemming" er i al sin letbenede umiddelbarhed et konggenialt nummer, hvor Ham Den Lange beretter om hverdagens repeterende trummerum, hvor alt går op i logistik, rutiner og mønstre, og hvor alt passer i farver og kasser. De fleste vil genkende denne falden til det konforme, omend det ikke fremlægges som værende voldsomt ophidsende. "Noget ku' tyde på, at jeg er glad og tilfreds med det jeg har, så hvorfor alt det brok?" hedder det, og dagligdagen kan fortsætte i sit trivi-lykkelige tempo, med en gemytlig fløjtemelodi i øret. 

Ham Den Lange havde nok ikke regnet med, at hans liv og dagligdags-trummerum ville være drastisk forandret, som det er tilfældet her seks år senere.  

Inspireret af sin svigerindes velgørenhedsarbejde på Leos, og med en depression med rødder i musikkens status quo som motivation, drog Lange med sin kone til Grækenland for første gang i december sidste år, for at hjælpe til som frivillig i de mange flygtningelejre på de græske øer. Tre timer med fly, og livet som lykkelig lemming med familie, venner, arbejde, regninger, drukture og lørdags-bingewatching er byttet ud med død, tab, sorg, håbløshed, fortvivlelse og mismod. Kontrasten kunne svært være større, og en ny virkelighed ramte Lange som et knytnæveslag i solarplexsus. - En virkelighed, jeg og mange andre kunne følge med i fra sidelinjen via facebook-opdateringer fra de forskellige lejre, hvor Ham Den Lange berettede om en hverdag langt ud over det sædvanlige.

Det var dog først da Run For Cover hev Ham Den Lange ind til en times lang snak i deres podcast-program, at alvoren for alvor gik op for mig. Netop hjemvendt fra en flygtningelejr en dag eller to forinden interviewet, var det en tydeligt berørt og emotionelt tynget Lange, der med hudløs ærlighed og et roligt toneleje fortalte om sine oplevelser. Jeg var ude at trille med min søn den formiddag og husker tydeligt, at tiden stod totalt stille, da Ham Den Lange begyndte at pøse ud af gribende fortællinger og øjenåbnere i læssevis. Et fantastisk interview, som burde være et lovpligtigt lyt.

Nu udgiver Ham Den Lange Dagbog fra en flygtningelejr, der på mange måder er dét interview, omsat til versefødder (selvom interviewet kom efter pladen var skrevet). Det vil sige, at har man hørt Run For Covers interview med Ham Den Lange, vil man kunne genkende stort set alt på Dagbog fra en flygtningelejr; fra fortællinger om dagligdags-problematikker til specifikke personers historier. Og det er yderst imponerende skrevet! Lange holder den rå og ærlige tone, og afværger fingerpegende moralisering og følelsesporno, og det fremgår tydeligt, at han har holdt sig til virkeligheden, uden at pynte med unødvendig fiktion: "Én båd, 70 mennesker, 20 overlevende / virkeligheden er fucked up, ingen grund til at overdrive det".   

Dagbogs-nedfældningerne om hverdagen i en flygtningelejr er uhyre godt omskrevet til rap. Vi hører om alt fra alenlange madkøer, sult, desperation, sygdom, politivold, døde børn, der skyller op på stranden, familier i sorg, babyer der får tåregas i øjnene og små børn, der får sprængt ansigtet halvt af, af chokgranater. Det er en barsk omgang at lægge ører til Dagbog fra en flygtningelejr, og man græmmer sig idet man tillader sig at føle sig heldig over at sidde her i lille, trygge Danmark, med muligheden for at hjælpe og undskyldninger nok til at lade være. Samtidig ligger det implicit i teksterne, at det umådelige psykiske og mentale pres ikke er for alle, så selvom Lange rapper, at "Det er så virkeligt, du først rigtigt fatter det hvis du ser det / Så kom herned og hjælp i stedet for din næste ferie", er forståelsen for, at man bliver væk, nærværende.  

Noget, der dog ikke er forståelse for, er den vestlige verdens insisteren på at vende det blinde øje til, kalde krisen for "selvforskyldt" og lukke grænserne, fremfor at modtage folk med åbne arme: "En kvinde har mistet sin datter / Det mere trist end vi fatter / Hun banker på døren til Europa, vi sir': vi gider ikk' ha' dig!" lyder det på "Efcaristo Leros", og inden man når at fordøje den grimhed, der ligger til grund for linjerne, fortsætter Lange:

"Det ikk' et problem der bare løser sig /
Det ryster mig, hvor få der indser det' Vestens krige de flygter fra /
Jeg spekulerer på om resten overhovedet har nogen chancer /
For at overleve når vi lukker alle Europas grænser /
Fuck hvem du tror du er og hvad du tror du mangler /
Du' fattig hvis du ikk' har råd til at være god mod andre"

En af pladens største kvaliteter ligger i, at det som fortæller lykkes Ham Den Lange at skifte synsvinkel, fra på "Strandet i Thessaloniki" at have en mere overordnet politisk optik, der betragter krisen oppefra, til på "Om natten i Athen" at zoome ind på én lille drenge, der ensom og alene, med ukuelig optimisme, forsøger at overleve i krisens efterdynninger. På denne måde får man et grundigt indblik i krisens omfang på et globalt plan, samt dens konsekvens på enkelte individer, og dét viser sig at være et særdeles effektivt virkemiddel. Dertil præsenterer Ham Den Lange små glimt af endnu et perspektiv, som jeg faktisk ville ønske, var udforsket mere; at voldsomme oplevelser som disse rusker godt og grundigt i privilegerede vesterlændinges verdenssyn. På "Søvnløs i Poly Castro" rapper Lange: "Ryster over hele kroppen, at sove er ikk' en let ting / Fordærdelige billeder har brændt sig fast på min nethinde", og spørgsmålet melder sig: hvordan finder man fodfestet i sin egen hverdag, efter at have fået sin sjæl slået så gevaldigt itu? Det får vi ikke svaret på i denne omgang, hvilket kan skyldes, at der er for mange andre menneskers historier, der skal fortælles, før Lange selv vil træde i fokus:

"Hun ville ønske hun ku' lave alt om /
Hun har grædt ustandseligt lige siden hun ankom /
Ulykkelig, utrøstelig, der' sket noget frygteligt /
Rystede, hun tager sig til brystet /
Mærker håbløsheden hersker /
Forstærker fortrydelsen /
Hun har ikk' længere nogen at være stærk for /
Hendes land står i flammer, hendes landsby den brænder /
Hendes børn de' døde og hendes mand er bag tremmer"

Man kunne sagtens have fortalt om livet i en flygtningelejr, uden at vægte de tekniske aspekter og stadig gøre det til en medrivende affære, men Lange har kræset om sit håndværk og fremstår blændende udi rimstrukturer og flow-sekvenser - så ikke alene har vi at gøre med en indholdsmæssigt unik lytteoplevelse, også rap-teknisk er barren sat højt.

Til at bære narrativet har Lange allieret sig med Architech, der har strikket et lydbillede sammen, der til nær perfektion underbygger den triste og tungsindige stemning i teksterne. Det er lykkedes Architech at fange en tone og en nerve i lyden, der til tider minder umiskendeligt som det tidlige Jedi Mind Tricks; en kæmpe bedrift for den selvudnævnte elev af Stoupe's skole. Denne sammenligning bunder blandt andet i, at Architech har haft fingrene nede i de samme lydarkiver som Stoupe, fuldendt med græske guitarer, bedrøvede vokal-samples, sorgmodige strygere og små hints af højdramatiske orkestreringer - det hele holdt indenfor en lavmælt skabelon, hvor trommerne tager sig beskedent ud og aldrig overskygger lyrikken. Til at fremhæve det spinkle glimt af håb, der trods alt er at finde på pladen, spæder Architech til med sin signatur-boombap-lyd, der fx i slutstykket på den ellers kuldegysningsvækkende "Efcaristo Leros" brager mageløst derudaf. Dertil vil jeg mene, at Architech leverer karrierens pragtstykke med "Søvnløs i Poly Castro", hvor en skare af desperate flygtninge råber "Open the border!" i omkvædet over en melankolsk klingende stryger. Et fint lille musikalsk øjeblik, som man skal være en kold skid for ikke at blive berørt af.

"Den sørgelige sandhed ingen tør at sige: /
Vi kalder dem migranter for samvittighedens skyld når vi smækker døren i"

Der kan være noget ironisk over at beskrive en fortælling om flugt og fangenskab som befriende, men i en tid hvor meget dansk rap kan gøres op i attitude, ægthed, anti-kommercielle kampråb, politisk lede, kærlighed til håndværket og teknisk nørderi, er der vitterligt noget befriende i at lytte til en rapplade og tænke: dette har ingen rappet om før. Ham Den Lange har leveret en éner i dansk rap, der er lige dele højaktuel og veludført. - Og så er der noget meget fint i, at dette eventyr, der til dels startede med en musik-depression, nu har udmundet sig i et fantastisk stærkt album, der utvivlsomt gør sig som en af årets bedste og vigtigste plader.


5/6

- Jeppe Due Barslund

fredag den 2. december 2016

Fredags-nyheder: Shine a light


Hvilken kæmpe fredag vi er gået i møde, denne 2. december! En masse udgivelser har set dagens lys idag, og da fredags-nyhederne var nede sidste fredag grundet sygdom, har vi lidt til gode fra sidste uge også. Vi starter med sidste uges vel nok største og bedste overraskelse, da Exile og Aloe Blacc med dags varsel udgav deres første Emanon-projekt i lang tid, i form af DYSTOPIA. Dejligt at opleve Aloe Blacc vende tilbage fra det musikalske verdensherredømme med gigantiske hit-singler og længerevarende første-pladser, til sit gode, gamle, lille undergrundsselskab Dirty Science, og stadig være knivskap på rappen. Også Exile har genfundet sin vintage-lyd, og for mig, der var lidt skuffet over den polerede og alt for pæne lyd på Fashawn's The Ecology fra sidste år, er det virkelig rart at høre Exile på sit gamle, skrabede, støvede, MPC-sample-nørdene beat-game. Det er ikke alt, der er lige godt på DYSTOPIA, men på et nummer som "Shine A Light" bliver det simpelthen ikke bedre: her slipper Exile sit indre legebarn løs og flipper Joanna Newsom's "The Book of Right On" (som de fleste vil kende fra The Roots' "Right On"), og skaber en vidunderlig perle af et beat, som Aloe Blacc velsigner. Hør nummeret herunder:



JuJu Rogers og Bluestaeb har netop udgivet albummet Lost In Translation (LIT), som jeg har set frem til med store forventninger - og efter én gennemlytning kan jeg sige, at det ikke skuffer. Albummet er ret kort, men de to spilder ikke ét sekund og gennemsyrer hele spilletiden med høj kvalitet: Rogers med sublim rap og Bluestaeb med et udsøgt lydbillede, der emmer af støvet jazz og drumbreaks der er til at dø over. Jeg glæder mig helt urimeligt til at dykke dybere ned i denne lille perle. Tjek LIT HER og lyt til "Psalm 137" her: 


Min helt store britiske rap-helt er Jam Baxter. I min bog er der meget få på verdensplan, der overgår ham. Han synes at have ramt en farligt fuldkommen mixtur af mesterlig teknisk formåen, højtbegavede tekster og en sjælden indlevelse qua sin unikke personlighed. Hans sidste album, ... So We Ate the Whole (anmeldt her) var en mindre slum-mesterværk, musikalsk tillivebragt af den højst gale og geniale producer Chemo, der stykkede et lydbillede sammen, man ikke har hørt magen hverken før eller siden. Idag lød den glædelige nyhed så, at Jam Baxter udgiver sit næste album Mansion 38 i starten af det nye år, og som forsmag til den, numrene "Teeth Marks" og "Soi 36", der udkommer på en 7'' vinyl den 15. december. Igen er det Chemo, der står for produktionerne, hvilket svært kunne være tydeligere, når man hører det gigantiske og fuldkommen overrumplende flotte beat til "Soi 36". Hype-toget er oficielt i omdrejninger! Lyt til "Soi 36" herunder og hop med ombord:

  

Som de fleste efterhånden ved, har Ham Den Lange tilbragt mere tid som frivillig nødhjælpsarbejder i flygtningelejre på de græske øer det sidste år, end hjemme. Run For Cover bragte et fremragende interview med Ham Den Lange, med udgangspunkt i hans oplevelser (kan høres her), og nu gør Ham Den Lange klar til at udgive EP'en Dagbog fra en flygtningelejr, hvor hans dagbogsskriverier er blevet omsat til versefødder, akkompagneret af beats fra Architech. Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til EP'en de sidste par uger, og der er noget af en oplevelse i vente. I kan regne med en anmeldelse af projektet her på bloggen omkring onsdag næste uge. Indtil da kan I forudbestille - og dermed støtte Langes 100ProcentNødhjælp organisation - via Run For Cover (HER), samt høre og se førsteudspillet "Endeløse madkøer" herunder: 



Da klokken ringede midnat var Smoke DZA og Pete Rock's samarbejdsalbum Don't Smoke Rock ude. For Smoke DZA er en drøm gået i opfyldelse ved at få legenden Pete Rock til at producere et helt album for sig (en drøm, han nok ikke er ene om), og også Pete Rock ser på samarbejdet med Harlem-rapperen som en person sejr, og har blandt andet udtalt til Billboard: "I've been blessed with the opportunity to work with a lot of great artists in my career and Smoke tops the list", - hvilket er lidt af en udtalelse når man tænker på, at Pete Rock har produceret for mere eller alt og alle indenfor nævneværdig rækkevidde. Til det første udspil "Limitless" har duoen allieret sig med NY-vidunderen Dave East. Tjek det ud her:





Killer Mike og El-P har nu sat en dato på udgivelsen af RTJ3, der lander d. 13. januar, og med dén nyhed følger det nye track "Legend Has It". Man er aldrig i tvivl om, at det er Run The Jewels man er i selskab med, men selvom kemien stadig er i top og beatet tydeligtvis kommer fra El-P's hånd, er jeg ikke voldsomt imponeret over "Legend Has It". Det er nok mest produktionen, jeg finder er for unuanceret og flad. Change-up'et til sidst hjælper på det, men heller ikke dét, er synderlig fantastisk. Måske det skal høres en håndfuld gange endnu - eller høres i pladens kontekst? Vurder selv herunder:


Tidligere i år udgav Decay the Llama det gratis album D., der blandt andet inkluderede et af årets tungeste posse-cuts i den Maker-producerede "Starter Jackets". I næste uge udkommer Decay's nyeste skud på stammen Acid Blue and Other Demons, og den frækt producerede førstesingle "Acid Blue" med den fantastiske kvindelige rapper Psalm One som gæst, er ude. Tjek nummeret her:


Netop hjemvendt fra deres Europa-tourné, hvor de fejrede deres succes af et samarbejdsalbum, udgiver Mr. Lif og L'Orange et nyt bonus-nummer til The Life & Death of Scenery. Nummeret "There's An Art To Sleeping" ligger, kronologisk set, efter "A Palace In the Sky", der ellers konkluderede albummet. Mit bud på, hvorfor nummeret er blevet sorteret fra, er, at det virkelig udpensler historiens slutning, på knap så elegant vis, som når "A Palace In the Sky" får lov til at lukke ballet. På "There's An Art To Sleeping" rapper Mr. Lif om, hvordan The Scribe (historiens hovedperson) har "flipped the regime", "crushed all the challengers" og "set the folks free": alt sammen noget, der egentlig stod mellem linjerne før. Mr. Lif gør det mere til tell end show, men nummeret er så blæret produceret af L'Orange, at man ingenlunde ville være det foruden. Og flowet sidder i øvrigt lige i skabet, hvilket alt i alt gør, at "There's An Art To Sleeping" ender med at berige The Life & Death of Scenery i sin helhed. Lyt til nummeret her:



Omend ikke en dugfrisk nyhed, fortjener Mickey Factz og Nottz's The Achievement: circa ’82, der er fløjet komplet over hovedet på mig, i sandhed at blive nævnt. Den korteste forklaring er, at det ret beset er en fantastisk fornøjelse at høre en sulten og skarp Mickey Factz over sprøde, knitrende Nottz-beats. Hvor meget mere grund har man brug for? Tjek den benhårde "414 Words" og den hårdkogte "Wants" herunder:



Det er ikke mange rosende ord jeg har kastet efter Drake på denne blog. Som udgangspunkt siger han mig ikke det store, men han har da afgjort lavet fede tracks fra tid til anden. Spotify har netop optalt deres streaminger og har afsløret listen over mest streamede kunstenere i 2016, og har dominerer Drake voldsomt - igen! Han er den mest streamede kunstner, Views er det mest streamede album og "One Dance" det mest streamede nummer. Damn. Om man kan lide ham eller ej er dét lidt af en sejr at hive hjem, og i den anledning vil jeg gerne gemme mit Drake-hate væk og afslutte dagens nyheder med et Drake nummer, jeg ganske enkelt elsker. Kæmpe skud ud til Quentin Miller, og selvfølgelig til Nineteen85 for at inkorporere Timmy Thomas' "Why Can't We Live Together" på vidunderlig vis. "Hotline Bling" er dem ultimative guilty pleasure her!:


God fredag og god weekend til alle
- Jeppe Due Barslund   

fredag den 18. november 2016

Fredags-nyheder: Where's your crown?


Velkommen til endnu en omgang fredags-nyheder, der nok engang tilbyder i overflod af nye, friske og sprøde tracks til weekenden. Vi lægger ud med Rapsody, der i et stykke tid har haft en count-down på sin hjemmeside, der onsdag nåede 00:00. Dette udløste udgivelsen af den højst anbefalelsesværdige EP Crown, der med Rapsody's sædvanlige skarpskårne rim og levering, beats fra 9th Wonder, Nottz, Eric G, Khrysis og Kash, og gæsteoptrædender fra bl.a. Anderson .Paak og Ab-Soul er et must-listen. Lyt til det fantastiske åbningsnummer "Crown", produceret af 9th Wonder herunder og hent Crown HER:


A Tribe Called Quest udgav sidste fredag come-back albummet We Got It From Here... Thank You 4 Your Service, der dog også bliver deres sidste. Men hvilket come-back album! Det er vokset støt, og når man får dykket ned i pladen er det virkelig gode ting, de har fået kreeret. Soundvenue's Emil Hobel har skrevet en fantastisk anmeldelse af albummet som kan læses HER, og som mere eller mindre gør det overflødigt for mig, at give mig i kast med dén anmeldelse. Hør den bidske, yderst sarkastiske og samtidig kirurgisk præcise beskrivelse af USA's politiske klima anno 2016 i form af "We the People" herunder: 


Også Macklemore rammer hovedet på sømmet når det kommer til USA's nye dagsorden og den frygt, der hænger over verden, med sit nye track "Wednesday Morning". "Humanity is a privilege / when they're building walls we'll build bridges" rapper han med skrøbelig klang, og forsøger at fremmane et glimt af håb i, hvad der for mange kan virke som en håbløs situation. Ryan Lewis har taget en pause fra musikken, og har givet plads til Macklemore's gamle samarbejdspartner Budo (der også co-producerede "Drug Dealer"), der tager kegler med et sårbart og melodisk beat, båret op af spinkle klavertoner. Lyt til "Wednesday Morning" her:


Også i Danmark har den alarmerende høje politiske temperatur sat sit præg. Trepac og Mund De Carlo's Binær samarbejder blomstrer gevaldigt med en totalt udsolgt release-koncert på Stengade og et stort set udsolgt debutalbum. Den politisk ladede "Rød" er blevet velsignet med en lyrik-video, og også her sniger Donalden sig ind: "Socialkontrol og propagandastunt / selvom DFektivt er krisens pakkeløsning, ikk' med et mærkat fra Trump". Tag en lytter til det muntert svingende track her:


Det er dog ikke alle, der bidrager med post-elect hiphop. Nogle har taget et stort sving uden om det politiske landskab, og udgiver "bare" god gammeldags hiphop. Lad os kigge lidt på dem.

Sværvægterne O.C. og Pharoahe Monch har teamet op på D.I.T.C.s kommende D.I.T.C. Studios album og serverer en heftig musikvideo til nummeret "Night Rider":

   

Termanology, der var en af mine favorit MC'er omkring Politics As Usual tiden, har netop udgivet albummet More Politics, hvor han har samlet et A-team omkring sig, bl.a. i form af Just Blaze, Hi-Tek, Nottz, Buckwild, Q-Tip, J.U.S.T.I.C.E. League og Statik Selektah på lydsiden, og folk som Joey Bada$$, Saigon og Sheek Louch som rap-gæster. Hør en umiddelbart favorit i form af "Top Shotta" her:


Tidligere i november udgav Code Nine, medlem af Tragic Allies kollektivet, sit debutalbum Below Sumerian Skies, fuldt produceret af Purpose. Tjek albummet HER og se og hør videoen til nummeret "When the Saints Out" herunder:


Den produktive, yderst lovende men også forholdsvist ukendte producer Es-K er teamet op med New York legenden General Steele (Smif-N-Wessun, Boot Camp Clik) og lavet et fantastisk album, der meget passende bærer titlen Building Bridges. Tjek albummet HER og lyt til "Persistence" herunder:

  

Til sidst skal vi høre et track fra producer Gensu Dean, vis album Raw udkommer senere på måneden. Fjerde nummer fra albummet er blevet udgivet; et støvet og knitrende sprødt track med en yderst oplagt Roc Marciano som gæst. Tjek "Ball of Yarn" her:


God weekend til alle! Ses vi til Rap Slam Battles #19 i Pumpehuset i morgen?
- Jeppe Due Barslund


fredag den 11. november 2016

Fredags-nyheder: Smil og grin - ellers har de vundet


Nå, så blev verden alligevel grabbed by the pussy af Donalden. Dén havde jeg sgu ikke set komme. Lige fra det sekund han annoncerede, at han ville stille op som presidentkandidat, har det virket for absurd og groteskt til at kunne være sandt. Her i løbet af valgets sidste måneder, har jeg uge efter uge fulgt Seth Meyer, Trevor Noah, Stephen Colbert og John Oliver gennemtrevle hans utallige skandaløse udtalelser, ideer og planer; grinet kosteligt og samtidig græmmet mig undervejs ved tanken om, at det trods alt kunne ende med at blive udfaldet, at Trump ville blive valgt. Og nu blev det udfaldet, og nu kan jeg ærlig talt ikke finde hverken hoved eller hale i, hvordan de næste fire år kommer til at se ud? Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at der mere end nogensinde før er brug for, at vi passer på-, omfavner, rummer og respekterer hinanden, holder en god tone og viser, at vi sammen kan overkomme det had, der desværre sætter dagsordenen nu. Og så skal vi tillade os selv at dyrke det gode i hverdagen, alt det, der gør os glade, for vi skal smile og grine, ellers har de vundet. 

Én eviggyldig kilde til glæde er musik, og måske sidder du og læser dette nu, netop for at få en gedigen dose musik-glæde. Jeg har derfor proppet dette indlæg med usædvanligt meget musik, for glædens skyld. Så lad os hoppe ud i tonsvis af fantastisk musik. 


Først og fremmest er vi denne fredag blevet velsignet med A Tribe Called Quest's første album i 18 år: We Got It From Here... Thank You 4 Your Service, og efter første gennemlytning på vej til arbejde må jeg sige, at det lover fantastisk godt. Jeg kunne fornemme den gode gamle Tribe-vibe samtidig med, at det virkelig er lykkes dem at overføre deres lyd og stil til et 2016-format, der virker tro mod det, der har gjort ATCQ til en af hiphoppens mest betydningsfulde grupper. Integrereingen af Concequence og Busta Rhymes som pseudo-medlemmer fungerer fortrinligt, og samtlige gæsteoptrædener leverer ikke overraskende varen. Måske vigtigst af alt er Phife Dawg yderst til stede på pladen, da han nåede at indspille en del vers inden sin bortgang tilbage i marts. Albummets titel har Phife valgt. De andre ved ikke, hvad den egentlig betyder, men de har beholdt den for hans skyld. Pt. kan albummet kun streames, men forudbestillinger via Run For Cover er aktive HER. I går, torsdag, markerede i øvrigt 23-års dagen for udgivelsen af Midnight Marauders (og Wu-Tang's 36 Chambers!!!), så i anledningen af, at der endnu ikke kan postes numre fra ATCQ's nyfødte, kommer her et personligt højdepunkt fra Midnight Marauders:  


JuJu Rogers & Bluestaeb udgiver til december albummet Lost In Translation, som jeg glæder mig helt utroligt til, og nu er første track fra albummet ude. Det hedder "Get Lost" og er en lækker, jazz'et, slæbende sag, hvor man kan zone ud til silkebløde keys og saxofon-toner. Det er ufattelig lækkert, og JuJu Rogers bærer ganske enkelt et af de mest uforfalskede, ubesværede og overbevisende flows pt. Forudbestil vinylen via Jakarta Records HER og nyd tracket herunder:


Et nyt nummer fra Rapsody har netop set dagens lys, og med det en hjemmeside med en nedtælling, der kunne indikere et nyt album, som, ud fra nedtælling at dømme, lander om fem dage, én time og 23 minutter (i skrivende stund). Ud fra det angivne hashtah at dømme kunne titlen tænkes at være Crown eller Where's Your Crown. Hvorom alting er hedder det nye nummer "Fire"; en titel, der både refererer til Rapsody's lyrik og temaet omkring, som skrevet i starten, at vi skal stå sammen nu, hvor der er brand i gaderne oven på et historisk grelt præsidentvalg. Nummeret er produceret af Jamla's bedste i både Kash, Khrysis og 9th Wonder, og er en virkelig sprød sag. Første del af nummeret bærer jazz-blæsere og en lækker baggrunds-vokal, og halvejs inde falder et sample af Gil Scott Heron's "We Almost Lost Chicago" (som man måske kender fra Common's "The People") ind og ændrer beatet i en anden melodisk retning. Efter Rapsody's medvirken på Kendrick Lamar's To Pimp A Butterfly forestiller jeg mig, at Jamla påtænker at udnytte rampelyset bedst muligt, så der er i høj grad lagt op til en brav af en kommende udgivelse - hvis det da altså er det, der venter os, når uret tikker ned? Besøg hjemmesiden (hvor der også er lyrics til nummeret) HER og lyt til "Fire" her:


Run The Jewels bidrager også med musik oven på præsidentvalget. Det hedder sig, at "2100" ikke skulle have været udgivet endnu - og i øvrigt ikke er skrevet som kommentar til valget - men med et tema om frygt kontra kærlighed syntes den for relevant til at gemme. "How long before the hate that we hold / Lead us to another Holocaust? / Are we so deep in it that we can't end it? / Stop, hold, ever call it off / It's too clear, nuclear's too near / And the holders of the molotov / Say that "revolution's right here, right now", And they ain't callin' off" indleder Killer Mike, og jovist, den rammer ganske godt ned i verdens status quo. Hør "2100" her:


Sebastian Hochstein, tidligere kendt som Jaq, udgiver i dag sin producer-EP Name Dropping. En syv riller dyb skive, der gæstes af hele Illect Recordings familien samt bl.a. Chali 2na, Wildchild og Sadat X, og som viser Hochstein fra sin bedste side. Især "Campfire Stories" står frem ved første lyt, men hele EP'en skal have et lyt, fx HER. Tjek nævnte højdepunkt herunder:    


Union Analogtronics & Blu's Cheetah In the City hører ikke til blandt de allernyeste-nye nyheder, men jeg glemte simpelthen at få den med sidste fredag! Den Parisiske duo Union Analogtronics leverer en noget mere glitchy og poleret lyd, end man er vandt til at høre Blu på, men der er også markante spor af cinematiske orkestreringer og ufortrøden synth-melodistykker, der flere steder munder ud i interessante lydbilleder. Det har vil med sikkerhed ikke være for alle, men Blu har udtalt, at han ønsker at udforske alle afgrene og lyde af hiphop, så dén her stod bare og ventede. Tjek åbningsnummeret "LA Counting" herunder og se, om det er noget for dig:


Endnu et Blu-projekt, hvis udgivelse i endnu højere grad er gået min næse forbi, er Open Your Optics To Optimism albummet med produceren Fa†e, der udkom for snart "længe" siden. Open Your Optics To Optimism er en transcenderende og syret ud-af-kroppen oplevelse, hvor konceptet er, at Blu og Fa†e rejser tilbage i tiden - som i helt tilbage i tiden, og fortæller om universet og verdens tilblivelse. Det hælder bestemt til den skæve side, men der er flere gode ting at fremhæve. Hør "Thought" herunder og tjek albummet HER.


Mund De Carlo og Trepac fik tidligere på ugen udgivet deres debutalbum som gruppen Binær, Umage. Jeg anmeldte det til 4.5/6 og skrev bl.a.: "Er det gedigen og skarpskåret rap man kommer efter, og det er det jo nok først og fremmest her, så bliver man ikke skuffet hos Binær, der rent ud sagt er et match made in heaven". Læs anmeldelsen HER og se videoen til kraftpræstationen "Totaler" herunder:


God weekend til jer alle
- Jeppe Due Barslund

lørdag den 5. november 2016

Binær - Umage


"Kun få tør gå en potentiel fiasko i møde /
Hvor det' hver-mand-for-sig på slagmarken, der dræbende øde /
Har vi lavet en plade for at se om fællesskabet gir' glød /
For at udfordre os selv og risikere hinanden i forsøget"
Der har i flere år hersket en mere eller mindre officiel fejde mellem da danske undergrunds-hiphop-kollektiver Echo Out og Struglaz, primært affødt via Rap Slam Battles, hvor der altid har været garanti for høj underholdningsværdi og battle-kvalitet, når repræsentanter fra de to hold har tørnet sammen. Balthasar og Pede Gøbbs battle fra det første Rap Slam Battle arrangement tilbage i 2011 er stadig uhyre tæt den dag i dag, og battle-styrkeprøverne mellem Eco og Pede Gøbb, Balthasar og PsoriaKriz, Mund De Carlo og Rasmus Modsat og senest Balthasar og Rasmus Modsat, har en enorm replay-value. Temaet for næsten alle af de nævnte dueller har været, sat på spidsen, at det er de ægte, autentiske con amore hippie-hoppere fra Echo Out, imod de privilegerede overklasse-børn i Struglaz, der blot rapper fordi de kan og i øvrigt aldrig har følt en reel struggle. Det er der kommet mange sublime battles ud af. Undervejs har jeg dog haft mine kvaler ved for alvor at købe ideen om en strid de to crews imellem, for imens den verbale mudderkastning har stået på, har et samarbejde spirret på sidelinjen. Mund De Carlo medvirkede på de sidste fire udgaver af Echo Out's Spytbakken -serie. Dialektens Chewbacca leverede et beat til Mund De Carlo's debut EP Det tar' tid, ligesom Melancolia bidrog med musik til Carlos' første langspiller Frit Fald, der i øvrigt også blev gæstet af Trepac. Da Illusionisten havde brug for rap-hjælp til sit Dødssejleren-projekt var Mund De Carlo manden, der trådte til, og ligeledes slog det gnister, da Mund De Carlo og Trepac udveklsede rim på De forkerte spor pladen. Tilsvininger, punchlines og bodybags i battlerap-regi er altså gradvist blevet erstattet med high-fives og vennetjenester, og selvom det danske hiphop-miljø længe har ladet sig underholde af bekrigelse, har det længe ligget i luften, at et fuldbyrdes samarbejde faktisk var det mest oplagte. Dét forløses nu, med Mund De Carlo og Trepacs "klonede rap-monster" Binær.

Og hvem er så bedst af de to? Mund De Carlo eller Trepac? Det har ofte før været en spændende diskussion, men efter at have hørt de to sammen som Binær kan jeg kun sige: who gives a shit? Ved udgangen af Umage står det klart, at der ikke ville være en Mund De Carlo uden Trepac som forbillede, ligesom der ikke ville være en Trepac idag uden en Mund De Carlo til konstant at hæve barren og løfte niveauet. De er hinandens inspiration og motivation til at gå den ekstra mil og oppe deres færdigheder. Vi har ganske enkelt at gøre med alletiders måske bedste eksempel på gensidig respekt, ærefrygt og komplet uforfalsket kærlighed. Dette kommer krystalklart til udtryk på "Lad mig introducere", hvor Mund De Carlo og Trepac leverer et højst originalt, unikt og yderst hjerteligt track om, hvor høje tanker de har om hinanden:

"Det sgu let at forstå hvorfor jeg elsker dit flow /
Den måde du mestrer et sprog og lægger teksterne på
/
Wow! - jeg' jo bare en simpel gæst i dit show! /
Og vi blir' husket som MCs, ikk' mus eller mænd /
For du' så vild en rapper at vi blir' umulige at glemme
/
Men du' den bedste og der satme mange om buddet herhjemme /
Så bare du husker mig den dag du lige pludselig blir' kendt /
For du' et supertalent
/
Årh, homie, nu' du' for flink! /
Nej, 100% /
Der' intet gyldigt modargument /
For der ikk' en MC, derude der rocker huset så nemt
/
- siger ham jeg har været fan af siden 2005! /
Og jeg' en smule bekvemt ved at danne duo med den /
MC som jeg har dyrket mest, du' en gude-skribent
/
- Nu' du' vist ude af frekvens! /
Nej, men jeg jubler bestemt /
Fuld af forventning over vi' nu danner gruppe min ven
/
- I lige måde, føler jeg har fundet guldet for enden /
Af regnbuen og tænkt "jo, nu' skuden sgu vendt" /
Lykkens gudinde smiler til mig mens hun sutter min lem /
Var det ikk' for dig, så var min karriere sluttet for længst
"

Der er amoriner i luften og rosenblade drysset omkring i studiet, men mere end et kærligt track om, hvor meget de holder af hinanden som personer og nørdede rap-teknikere, giver nummeret et detaljeret indblik i deres indbyrdes forhold. Mund De Carlo står endelig side om side med ham, han har været fan af i over et årti, og skal nu vise sit værd. Og Trepac skal bide skeer med rapperen, der i en årrække har stilet intenst efter rap-teknisk enevælde. Dette broderlige pres kommer til udtryk på bedste vis. Mund De Carlo leverer måbende multi-rim på "Umagen Værd", og Trepac lyder sulten nok til at kunne spise en hel ko uden salt på "Kryb og kravl". Men det er, når de rapper og skriver sammen, at det for alvor går op i en højere enhed. Det står meget hurtigt klart, at Umage er skrevet i det tættest tænkelige samarbejde, og mange numre er i sig selv klare beviser på, at Mund De Carlo og Trepac ikke har siddet hver for sig og uafhængigt skrevet tekster, men nærmere på skøddet af hinanden med armene om halsen og med dybe, inderlige blikke. Tag bare "Talegaver", hvor deres rim er integreret i sjælden grad:  

"Men der' ikk' nok profit, blot sweet-talk, kreditloft og peanuts /
Så nu' vores musik blot et bijob /
Det shit koster tid og har vist os for lidt love /
Selvom alt på vores rimblok er vildt godt, tiptop med pil op /
Ku' gi' en fuck, skrige op og sige stop /Men min flok vil ikk' brokke sig, hellere ta' et skridt op /
For vi' nok mer' Pete Rock end Kim Hot /
Mer' Beatnuts and Bikstok, vi indoktrineret med svedig hiphop /
Har lagt snittet, ret blikket med de to der dræbt' spillet /
Binær, flagskibet, fremskridtet, skarpt slebet /
Ret trippet, max flippet, tekst og flow der tar' pippet fra dem /
Får deres nakke nikket
Får deres nakke nikket, når de hører os straf' beatet /
Mic'en den blir' skamkneppet, scenekanten den blir' straks splittet /
Vi ku' stadig spark' skidtet op selvom de trak stikket /
Gider ikk' at jagt' hittet, den taktik er afviklet /
Snik-snakken fraklippet,
nu satser vi langsigtet"
Dyrk også "Totaler", hvor ord- og bogstav-navlepilleriet når nye højder, som man kun kan klappe i sine hænder af. Trepac rapper:

Der' nul tortur, det her er et lystbetonet projekt
en-to, mic'en holder vi notorisk i tjek
en totrinsraket der detonerer som atombomber
to tunger taler men vi taler ikk' med to tunger
flyder som H2O
de ord vi tog i brug, gav tro på en historisk god
to-personers monolog fra begge parter
to med lektorater i at lave ortodoks rap til jeres gettoblaster

- Og Carlos følger den til dørs: "Tog ik tal på salg, verbal saltomotal / når to tager territoriet blir sproganatomien total". 

Havde Umage udelukkende bestået af rap, der var centreret omkring teknisk nørderi, ville det sikkert blive kedeligt i længden. Dét er de herrer klar over, og har fundet en fin balance ved at spæde til med rette mængder mindre teknisk, mere substantiel rap. Vi har fx "Fuld kontrol" om uafhængighed i pladebranchen, "Millennium maskiner", hvor der tegnes skarpe portrætter af diverse fortabte årtusinde-mennesker, det socialistiske kampråb "Rød", en frustreret hyldest til deres mikrofoner Mike og Majken på "Dum mikrofon" og måske vigtigst: "Ekstranummer", hvor Trepac og Mund de Carlo lufter deres ængstelighed omkring at miste relevans og momentum som rap-artist. Ikke alene er de dygtige, de er vedkommende, aktuelle og personlige.

Der hvor Umage halter lidt, i min bog, er i beat-udvælgelsen. Hvor musik og tekst på Trepac og Melancolias Sky til jord album var ufattelig tæt integreret, ja nærmest afhængige af hinanden, bærer udvælgelsen af beats på Umage i højere grad præg af en pick-and-choose tilgang, hvor Mund De Carlo og Trepac har shoppet beats (af svingende kvalitet) hos venner og bekendte. Det heldige er, at de har nogle dygtige folk omkring sig, som Swab, der leverer den smågeniale "Dum mikrofon" og den tungt slæbende "Totaler", Xeren, der fortjener stående applaus for den ensomlige, western-inspirerede "Ekstranummer" med sit fantastiske mundharmonika-stykke, og Struglaz's Milad Genius, der bidrager med den absolut efne "Kryb og kravl". 

Der er dog op til flere beats, en lidt for stor håndfuld endda, der ganske enkelt ikke er on par med rappernes evner. Gode beats er der rigelig af, ja der er vel faktisk ingen decideret dårlige, men "god" komplimenterer ikke "lodret exceptionel", som rappen ofte er. Således opstår der dissonans, og man savner flere beats, der tør give rapperne kamp til stregen. Skræddersyede beats, der ikke blot bærer rappen men også narrativet, eller som tør at gå linen ud og udfordre rapperne undervejs. Det er desværre de færreste produktioner, der formår dette, og når man står med to så suverænt mesterlige rappere som Mund De Carlo og Trepac, der som skrevet tidligere leverer måbende imponerende rap, synes det undervældende, at musikken ikke er mere derefter, end det er tilfældet.  

Er det gedigen og skarpskåret rap man kommer efter, og det er det jo nok først og fremmest her, så bliver man ikke skuffet hos Binær, der rent ud sagt er et match made in heaven. Jeg forbeholder mig dog retten til at synes, at der er plads til forbedringer til en eventuel efterfølger, navnlig på lydsiden. 
  
 4.5/6
- Jeppe Due Barslund



fredag den 4. november 2016

fredags-nyheder: tonsvis af fantastisk nyt!


På en fredag, hvor både Common og Sims udgiver nye plader, havde det været oplagt at fremhæve dem først, men få øjeblikke inden jeg satte mig ned for at bikse denne post sammen, smid Alltta et nyt track op, og det er fuldstændig sindssygt vildt, og MÅ og SKAL nævnes som det første. Nummeret hedder "Alltta" og har alt det, Mr. J. Medeiros og 20Syl tidligere har serveret som Alltta, bare i svimlende overflod! Det er måbende vildt produceret, og Mr. J. Medeiros velsigner det slagfærdige og elektro-melodiske beat med skarp og kløgtig rap. Er du færdig for en sag! Hør den NU: 



Og lad os tage Sims først. More Than Ever er landet idag, og med det serverer Sims et umiddelbart krævende lyd- og tekstunivers, der er alt andet end ligetil og let indtageligt. Jeg hørte på vej på arbejde i morges og var først lidt ærgerlig over, at der ikke var et eneste nummer, der gik lige så rent ind som det var tilfældet med flere tracks på hans Bad Time Zoo album, men samtidig havde jeg en idé om, at det ville vokse med tiden. Lyden er præget af elektroniske elementer, synth og industrial -inspirerede elementer, og er langt fra klassisk hiphop, hvilket dog heller ikke er forventeligt fra Doomtree lejren. Jeg ser frem til at give det et par spins endnu og se, hvad der dukker op i krogene. Tjek More Than Ever på din foretrukne streaming-tjeneste eller på bandcamp HER og se/hør "Brutal Dance" her:



Commons 11. album Black America Again er ligeledes ude i dag. Jeg har kun fået hørt det igennem en enkelt gang, og kan ikke derfor ikke fælde retfærdig dom over albummet endnu. Min umiddelbare fornemmelse er, at Common har skrevet nogle virkelig gode, vedkommende og relevante tekster, men at Karriem Riggins har skabt en god, men også meget sikker og ufarlig lyd, som jeg tror kan gå hen og blive lidt kedelig i længden i nogle numres tilfælde. Det er selvfølgelig alt for tidligt at kalde den, så for nu vil jeg, ligesom Sims', bare se frem til at få spillet den igennem et par gange. Hør den BJ The Chicago Kid assisterede "The Day Women Took Over" her:

  


L'Orange & Mr. Lif tilføjer flere lækkerier til deres fremragende EP The Life & Death of Scenery med en spritny og ganske genial video til nummeret "Strange Technology". Se den ovenfor og læs min anmeldelse af EP'en HER, hvis du endnu ikke har fået det gjort.


Sebastian Hochstein, tidligere kendt som Jaq, er få skridt fra at udgive sin producer-EP Name Dropping. Sidste uge slap han det solide nummer "Hands Up" løs, og nu er "Flowers" ude: et lavmælt, jazzet nummer med fornemt besøg fraSadat X, Jurny Big og DJ Kair One. Ikke just et samarbejde jeg havde set komme, men et virkelig velfungerende et af slagsen. Hør det her:



Ikke kun Common og Sims har en fuldlængdes klar til os idag, også rapper og producer Prolyfic har udgivet et album idag, i form af DNGRFLD, der udgives under Sage Francis' selskab Strange Famous Records. Nogle kan måske genkende eller huske Prolyphic fra Leftovers2013 pladen, hvor hans eminente nummer "Six Feet High" var at finde, produceret af Buddy Peace. Denne gang har han selv stået for musikken, og ud fra førstesinglen "RDNY" at dømme, har han ramt en fed, live-instrumenteret, organisk og hårdtslående lyd, der i hvert fald giver blod på tanden til at give sig i kast med resten af DNGRFLD. Her "RDNY" her:



Vi slutter af med to fantastiske nyheder, der dog ikke akkompagneres af nyt musik. JuJu Rogers og Bluestaeb har netop annonceret, at de udgiver collaboration-abummet Lost In Translation (LIT) sammen d. 2. december under Jakarta Records. Og hvorfor skal du så glæde dig til det? Lyt til "Hungry" fra sidste år, og du vil vide hvorfor:



Og ja, selvfølgelig kan vi ikke komme udenom, at A Tribe Called Quest har et nyt - og sidste - album på vej. We Got it From Here... Thank You 4 Your Service udkommer næste fredag (!), og bliver gruppens sidste album. Oven på mange års uenigheder og skænderier mellem Q-Tip og Phife Dawg, lykkedes det dem at genfinde hinanden og påbegyndte indspilningerne af dette album. Phife Dawg døde ulykkeligvis undervejs, men nåede at indspille nok nyt materiale til, at det netop ikke bliver en masse throw-away bars fra Phife, men nyt, originalt materiale. ATCQ har yderligere rekrutteret Busta Rhymes, Consequence, André 3000, Kendrick Lamar, Jack White og Elton John, så der bliver lagt op til et brag af et konkluderende album. Der er endnu ikke noget musik ude, så lad os slutte af med at nyde en af mange udødelige ATCQ klassikere (jeg har nærmest ikke lyttet til andet end Midnight Marauders hele igen!)

fredag den 28. oktober 2016

Fredags-nyheder: mørk november igen


Vi lægger ud med Run the Jewels' nye track "Talk To Me", der er første udspil fra deres kommende, tredje album RTJ3. Killer Mike og El-P er tilbage med mere af den saft, kraft og fandenivoldskhed, der gjorde RTJ2 til en mastodontisk succes. El-P producerer det agressive beat, der forsat gør det krystalklart, at El-P er skolet af The Bomb Squad. "We return from the depths of the badland / With a gun and a knife in our waistband / Went to war with the Devil and Shaytan / He wore a bad toupee and a spray tan" rapper Killer Mike og kaster lidt mudder efter Donald Trump, imens El-P spæder til med en perfekt The Big Lebowski -reference: "Brave men didn't die face down in the Vietnam muck so I could not style on you / I didn't walk uphill both ways to the booth and back to not wild on you". Tjek nummeret her: 




Sims tilbyder endnu et nummer fra hans kommende album More Than Ever, der lander på næste fredag. "Brutal Dance" er sindsygt flot produceret af ICETEP, med storladen synth og en masse elektoniske effekter og melodistykker over et stramt drumbreak. Her skal skrues grundigt op! Med nogle af sine venner i tankerne, der er afgået ved døden, funderer Sims over livets umiddelbarhed og over, hvordan døden kan stresse en til at leve i nu'et - som sædvanligvis leveret tilpas abstrakt til, at intet er ligetil. Tjek nummeret her:


Om det er mig, der er lidt sløv i optrækket, eller om Common virkelig har haft travlt med at fyre nye numre afsted, ved jeg ikke, men det flyder med nye tracks fra Chicago-legenden, der ligesom Sims slipper sit nye album Black America Again fri på næste fredag. Vi har allerede hørt titelnummeret med Stevie Wonder, "Love Star" og "Letter to the Free" med Bilal, men tre numre er nu yderligere tilgængelige. Her er tale om album-åbneren "Joy And Peace" med Bilal, hygge-sprederen "Red Wine" og heat-knockeren "Home". Så hvis du ligesom mig ikke har været helt up-to-speed, så få dit Common fix på her og bliv ajourført op til udgivelsen:




Illect Recordings er blot få øjeblikke fra at udgive Sebastian Hochstein's Name Dropping EP, og har i den forbindelse udgivet første track derfra, i form af "Hands Up", der gæstes af medlemmer fra det ti mand store rap-kollektiv Scribbling Idiots. Tyske Sebastian Hochstein gik før under producer-navnet Jaq, og har af grunde jeg endnu ikke er bekendt med, valgt at udgive sit næste projekt under sit borgerlige navn. Hvorom alting er har han produceret et af de bedste beats siden "Paper and Coins" fra Escape From Radio Prison pladen, og gæsterne leverer varen. Tjek "Hands Up" her:


Sidste fredag udgav Sho Baraka albummet The Narrative, som jeg har skamlyttet lige siden. Det udgives via Humble Beast, så det er lagt op til gratis download på deres side. Men hvorfor siger jeg overhovedet det? Du har jo downloadet det allerede. Hvad? Har du ikke?! Du har simpelthen ikke været inde og downloade det GRATIS album jeg sidste fredag beskrev som en oplagt kandidat til "album of the year"? Hvorfor? Kan du overhovedet selv svare på det? "Jeg orker ikke at skulle downloade og udpakke zip,-filer og overføre til musikbiblioteker osv osv". Seriøst, hvordan kan den form for dovenskab overhovedet eksistere? De har udarbejdet er fabelagtigt album og været så sygeligt nice at tilbyde dig det gratis, og så gider du ikke bruge tre minutter på at pakke en digital julegave ud? Get a grip og få hentet det album NU. Hør og se den nye video til nummeret "30 and Up 1986" imens. Nummeret er måske faktisk det - efter min mening - ringeste nummer på pladen (hvilket siger en DEL om pladen), men det er stadig super fresh og med en masse opløftende Eart, Wind and Fire vibes, der går lige i smilebåndet.  


Jeg vil slutte af på en lidt utraditionel måde. 99% af tiden kaster jeg min kærlighed på undergrundshiphop her på bloggen, men det betyder ikke, at der ikke udgives hiphop i den rendyrket kommercielle afdeling, som også bliver hørt meget. Nogle gange rammer et nummer bare "noget" hos én der gør, at man må lægge sine principper fra sig fra en stund og bare erkende, at "god" musik hverken kan eller bør afværges. Således har Ty Dollar $ign; manden med det digitalt modificerede stemmebånd, netop udgivet albummet Campaign (som vist mestendels er rimelig skidt), hvor ørehængeren "Stealing" er på. Og "Stealing" er et godt eksempel på, at noget meget enkelt kan være uhyre effektivt. Guitar-riffet er såre simpelt, og versene kunne være skrevet på et kvarter, men lige her ligger melodierne virkelig godt til Ty's hæse stemme, der i den sparsomme produktion får lov til at vise sig fra en virkelig god side. Når b-stykket lander og strygerne falder ind, akkompagneret kort efter af luftige keys, ja så er der ikke et øje tørt. Ty Dollar $ign har lavet en ægte radio-slasker, og jeg nægter at lægge skjul på, at den er gået rent ind hos undertegnede.  


God weekend til alle
- Jeppe Due Barslund

fredag den 21. oktober 2016

Fredags-nyheder: Yes Lawd!


Velkommen tilbage til en solid omgang fredags-nyheder. Der kan ikke være nogen tvivl om, hos mig i al fald, at ugens bedste og vigtigste nyhed kommer i form af Sho Baraka's dugfriske Humble Beast -debut The Narrative, som udkom I DAG! Sho Baraka har et langt resumé og et hav af udgivelser bag sig, både som solokunstner og som del af diverse grupper, men The Narrative er hans førstfødte som kunstner under Humble Beast fanen - og selvom det er et early call, i og med at den kun har været ude i få timer i skrivende stund, virker det KLART til at være hans stærkeste album til dato. Ja, jeg vil endda tilføje et yderligere early call og sige, at The Narrative næsten med sikkerhed er garanteret en placering højt på "året der gik" -listen, der lander når vi nærmer os 2017. Humble Beast tog førstepladsen sidste år med JGivens' Fly Exam, og det er bestemt ikke urealistisk, at de nupper den igen i år med Sho Baraka's The Narrative - Yes lawd it's that good!!! Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at få skrevet en anmeldelse, men indtil da synes jeg at du skal gøre dig selv en gigantisk tjeneste og downloade den GRATIS via Humble Beast HER. Og tjek for Guds skyld videoerne til "The Road to Humble" og "Fathers" herunder:



 


En anden Yes Lawd! -værdig nyhed er naturligvis udgivelsen af NxWorries' album Yes Lawd!, der også er landet i dag, officielt. Samarbejdet mellem den Madlib- og J Dilla -skolede producer Knxwledge, der hurtigt er blevet en loop-maester og som med et delikat touch forener støvet hiphop og smød soul, og den ultra playalistic Anderson .Paak, der er lige så flabet som hans vokalregister spænder bredt, er ikke overraskende et vellykket et af slagsen. Det er ikke musikalsk rocket-science de to har kokkereret, blot en lige-til og effektiv cocktail af vellyd og attitude, som absolut skal tjekkes ud - perfekt soundtrack til en grå-kedelig kick-back efterårs-weekend. Her er det den gale/geniale video til "Link Up":



Og så er vi nødt til at hoppe væk fra det højaktuelle for et øjeblik og dvæle lidt ved det ikke-helt-så-aktuelle-men-højst-nødvendige. Jeg blev igennem L'Orange & Mr. Lif's suveræne The Life & Death of Scenery (anmeldt til 5/6 HER) introduceret til den 19-årige rapper Chester Watson (der optræder på stand-out tracket "Antique Gold"), som absolut har noget dragende over sig, samt et stort potentiale. Ved første blik er han umiddelbart nem at sammenligne med Earl Sweatshirt grundet det monotone, sløve flow, men når man dykker ned i hans seneste album, Past Cloaks fra i år, finder man, at han er sin helt egen. Chester Watson er helt klart et besøg værd. Find ham på bandcamp HER og lyt til "Phantom" her:



In other news nærmer vi os udgivelsen af Sims' More Than Ever album, som jeg glæder mig til som et lille barn. Anden street-single fra albummet er ude, i form af det Paper Tiger -producerede ,industrial-rungende tordenbrag "Icarus", som kan høres herunder. Husk at tjekke op for de forskellige pre-order pakker, som Doomtree har samlet; de er rimelig vilde!


I den lidt mere kommercielle ende har Audio Push (Price og Oktane) netop udgivet deres debutalbum 90951, der faktisk har en del at byde på. Lyt fx til "Spread Love" med Eric Choice her:


Og så har Top Dawg Entertainment's nyeste signee Lance Skiiwalker lige udgivet en video til det fantastiske nummer "Attraction" fra hans Introverted Intuition mixtape.  


Og som et lyn fra en skyfri himmel smed Suspekt en ny single ud, i form af "Står stadig". Om der er et nyt album på vej eller hvor meget man skal lægge i det, er ikke til at sige, men nummeret holder. Hør det her:


Til at runde denne uges nyheder af, er vi nødt til at rette opmærksomheden over på NineToFive's Beats And Remakes projekt, hvor en række prominente producere gentænker samples fra A Tribe Called Quests' Midnight Marauders. Således kan man opleve bl.a. Xeren, Lars Da Fari, IngrediJens, ScratchMagic, HansSolo og Swab producere virkelig fede beats, hvor kriteriet har været, at beatet skulle tage udgangspunkt i original-nummerets bærende sample. Det er en god idé, der er blevet afviklet til UG med X. Tjek det her:


God weekend til alle!
- Jeppe Due Barslund

L'Orange & Mr. Lif - The Life & Death of Scenery


"It's been 279 days since the last book was burned, and life has been wonderful since"

I et dystopisk fremtids-samfund er alle former for kunst blevet banlyst. Bøger er blevet brændt, vinyler smeltet og andet kunst er katapulteret over en mur, der afskærer samfundet fra omverdenen. Udøvelse af kunst anses som den ypperste form for kriminalitet, og selv en lille fløjte-melodi straffes med døden. Samfundets elitære styre holder folket i et jerngreb, bl.a. via deres daglige radio-program The Perfect World Radio Hour, hvor værten understreger herligheden i et kunst-løst samfund samtidig med, at han dikterer adfærd og opførsel. Men kunst kan ikke holdes nede, og rygterne om den mystiske kunst-reformator "The Scribe", der søger at vælte regimet, spreder sig som ringe i vandet blandt folket.
"Now, why don't we take a little time to talk about how wonderful life is in the new world...?"
The Life & Death of Scenery er L'Orange og Mr. Lif's nyfødte love-child af en EP, hvor de forener deres forkærlighed for konceptuelle udgivelser og abstrakt fortællekunst for at stille spørgsmålet: Hvad sker der med et samfund, hvis man dræber kunst? Det står hurtigt klart, bl.a. grundet de meget karikerede interludes, hvor radio-værten, portrætteret af The Daily Show's Wyatt Cenac, spreder sin monotone anti-kunst-jubel, at et samfunds forfald netop kan tydes i dets devaluering af kunst. Og budskabet serveres egentlig ganske elegant. Det er en forholdsvist kort fortalt historie (syv reelle numre), men L'Orange og Mr. Lif trækker på så meget kultur (bl.a. Pink Floyd, George Orwell's 1984 og Paul Verhoven's Total Recall, hvor underklassen betaler for ren luft), historie (bl.a. Kejser Qin Shi Huangs destruktion af konfusianske skrifter i oldtidens Kina og nazisternes masseafbrænding af tysk litteratur i 1933) og samtid (fx Nestlés formand Peter Brabeck-Letmathe's kontroversielle udtalelser om, at rent vand ikke er en medfødt menneskerettighed), at det alligevel ender med at være ganske komplekst. Således tegner de et billede af et ekstremistisk og elitært fremtids-samfund, der ved første øjekast synes utænkeligt, men som ved nærmere eftertanke ikke synes så fjernt, taget i betragtning af, hvad Verden allerede har været- og går igennem.
"Everything is.... still wonderful.... Live your life as usual..... There is No such thing as an uprising..." 
Mr. Lif påtager sig selv rollen som The Scribe, der efter at have levet i "A World Without Music" med "Five Lies About the World Outside" trukket ned over hovedet, spreder budskabet om et bedre sted. Et sted, hvor der er farver, nuancer og liv, og hvor alle er frie til at udtrykke sig efter lyst og behov. På et af højdepunkterne "Antique Gold" understreges det, at kunst er indlejret i os mennesker i en sådan grad, at det er naturstridende at forsøge at udfase det. Det beskrives ligeledes undervejs, hvordan selv den omkringliggende natur falmer omkring det såkaldte "Last Society". Der er simpelthen intet liv uden kunst. På pladens afsluttende nummer "A Palace in the Sky" lykkes det The Scribe og folket at vælte styret, og sangens afsluttende vers, der fortælles fra den tyraniske leders synsvinkel, er en formidabel afslutning:

"Months passed by and one morning he opened his eye
To see no ceiling in his chambers just a view of the sky
The walls were gone, the shades were drawn inside his mind
But now he got no choice but to view the other side of the blinds
What he finds is a world without his reign
Pure pain, the mighty ruler walking with the cane
(...)
With an eternity to grieve and no chance to ever leave
He got lost in the mirrage of his reprive"

Rent håndværksmæssigt er The Life & Death of Scenery en udsøgt fornøjelse. Mr. Lif er en gudsbånedet MC, der er ligeså dygtig rent teknisk som til at strikke en spændende fortælling sammen. Dertil er gæstelisten holdt dejligt koncis, med Perceptionists-makkeren Akrobatik på to numre (de to har en fabelagtig kemi sammen), en formælt men skarp Insigt på "Five Lies About the World Outside" og det purunge stjerneskud, 19-årige Chester Watson på "Antique Gold", der brillerer med sin monotone levering og sit tilbagelænede flow. Også L'Orange er i sit es og tryllebinder nok engang lytteren med sine støvede, jazz'ede, lidt dunkle og stramt komponerede signatur-beats. Lydbilledet spænder vidt, fra hans sædvanlige noir-samples og piano-loops på "Five Lies About the World Outside" og tonstunge nakkebrækkere som "Strange Technology" til western inspirerede guitarer og fløjten på "The Gentle End" over i mesterligt orkestrerede genistreger som "A Palace in the Sky". Måske er "A World Without Music" og "The Scribe" ikke blandt hans bedste produktioner, men de rangerer stadig højt på kvalitets-skalaen, hvilket siger en hel del om det niveau, han har holdt igennem hele sin karriere.

Gratis på Adult Swim, bedst via Mello Music

 
The Life & Death of Scenery udkom først i en gratis version på Adult Swim d. 9. oktober, og senere, den følgende fredag, i sin fulde længde på Mello Music. Et smart træk fra Mello Music, for selvom det er generøst at indgå samarbejde med Adult Swim om en gratis udgivelse, har de selv gemt tilstrækkeligt guld på deres egen fuldlængdes version til, at den uden tvivl er at foretrække. Ikke alene er "Antique Gold" det måske bedst producerede nummer på pladen, "The Gentle End" er noget nær essentiel for konceptet, og "The Perfect World Radio Hour: Day 341" bidrager til en bedre forståelse af, hvordan Last Society bliver styret med hård hånd: "Overlord Carmichael will be supervising a game of rock, paper, scissors later tonight near Nancy's Grey Furniture. Attendance is mandatory. So is cheering".

Hvis økonomien ikke umiddelbart er til det, kan The Life & Death of Scenery hentes gratis HER, men hvis der kan skrabes nok sammen, bør den købes i sin fulde længde, enten digitalt HER eller på CD eller vinyl. L'Orange og Mr. Lif har lavet en gennemført og spændende EP, der stiller vigtige og aktuelle spørgsmål i dystopiske rammer, og i forbifarten serverer de en af årets mest anbefalelsesværdige plader.

5/6
- Jeppe Due Barslund