Det så godt som ubeskrevne blad Jackie Hill Perry, udgav sit spektakulære debutalbum The Art of Joy sidste år. Et album, der dog kilder provokations-nerven gevaldigt, ved at tvinge lytteren til at måtte sluge en større flok kameler, hvis det overhovedet skal nydes.
25-årige Jackie Hill Perry er fra Chicago og har rødder i spoken-word miljøet som en del af gruppen Passion 4 Christ Movement. Hun er en stærkt troende kristen, og som rapper opererer hun i den afgren af hiphop, der kaldes christian rap - en sub-genre, hvor kunstnerne skiller sig ud fra andre alment troende rappere, ved at have en ganske markant evangeliseringsproces på dagsordenen. De ønsker ganske simpelt at omvælte den ikke-troende lytter og vise dem, at Gud er den rette vej til frelse. Deres holdning er, at man er nihilist hvis man ikke tror på Gud, og nihilisme kan ikke give mennesket et grundlag at leve ud fra. Dét vil de hjertens gerne hjælpe én med, men al velmenthed til trods, er det jævnt irreterende. Bedrevidenheden hænger tungt i luften, der er massevis af løftede pegefingre, og den implicitte "...eller du ryger i helvede" lurer konstant om hjørnet.
Forholdsvist irreterende var det fx, da Jackie Hill Perry i et interview kritiserede Macklemore & Ryan Lewis' "Same Love"; mere præcist følgende linjer i omkvædet: "And I can't change, even if I tried, even if I wanted to", med argumentet: "If he [God] can make a moon, starts and galaxy that we have yet to fully comprehend, how can He not simply change my desires?". Alle er berettiget til at have deres egen tro og mening, men det må også betyde, at jeg har lov til at syntes, at udtalelser som denne er til grin. Ikke mindst fordi, at Jackie Hill Perry selv har været lesbisk i sit "tidligere liv", som hun sikkert ville beskrive det. Hun har haft flere pige-kærester samt seksuelle forhold til adskillige kvinder, og frekventeret gay clubs og gay pride i ét væk. Lige indtil den dag, hun lå i sin seng og fik en åbenbaring. Ja, mere detaljeret beskrives det altså ikke, men et-eller-andet ramte hende tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel, og pludselig var hun inkarneret kristen og forkastede homoseksualitet. Men hvis Gud kan skabe måner, stjerner og galakser med et fingerknips, er en sådan transformation vel ganske plausibel?
Der er imidlertid én ting, der overgår ovennævnte hvad angår irritation: hendes dygtighed. Jackie Hill Perry er så svimlende dygtig, at hun tvinger én ud i er dilemma: vil man frasortere hende på grund af hendes radikale religiøse overbevisning og dertilhørende provokerende holdninger, eller vælger man at se igennem fingre med det, fordi hendes musik er så god, at man ikke vil eller kan undvære det? Dette dilemma er faktisk yderst interessant og kan foldes ud i et større perspektiv, for hvis man tænker over det, er der utrolig mange populære kunstnere, der har skavanker af forskellige slags. Det kan være ting de siger, gør eller synes, som man almindeligvis ville tage afstand fra, men som på mærkværdigvis accepteres eller fortrænges, fordi man ikke vil være kunsten foruden. R. Kelly er og bliver prima eksemplet på en kunstner, som har gigantisk succes, på trods af, at han burde være spærret inde på livstid. Jeg har altid syntes, at han var en lidt lodden fætter, man efter at have læst den her artikel for et års tid siden, direkte væmmes jeg af ham. Det faktum, at R. Kelly er "derude" og laver musik, sælger millioner af plader til millioner af fans, er nok det mest groteske og afskyelige, der finder sted i showbiz overhovedet.
Men mindre kan også gøre det. På Visions of Gandhi præsenterede Vinnie Paz en række yderst kontroversielle holdninger og menneskesyn, som jeg på ingen måder kan stå inden for, men selv samme plade er her på bloggen beskrevet som et mesterværk. Det vil med andre ord være en kende hyklerisk at sige "nej tak" til Jackie Hill Perry for at gøre noget så, til sammenligning, ufarligt som at tro på en usynlig mand i himmelen. Jeg har i hvert fald valgt at se igennem fingre med Perry's holdninger og hverve-agenda, og istedet bare adlyde gåsehuden, der melder sig gang på gang når jeg lytter til hendes The Art of Joy.
"We're just pottery /
The joy is that the clay is shaped by grace, and the potter promise me that everything will work for good"
Har man først slugt kamelen, sagt "ja tak" til Jackie Hill Perry og dykket ned i hendes univers, vil man finde, at The Art of Joy også bugner af lyrisk guf til den ikke-troende lytter. Christian rap er ganske vist genren og for sin vis også rammen for albummet, men Perry er både mere og andet end en christian rapper. Hun er engageret i sit samfund, politisk bevidst, vittig og dybsindig, og selvom hun tror på helligånden er hun ikke bange for at begå helligbrøde undervejs. På "Ode To Lauren", der er en inderlig homage til Lauren Hill, ændrer tonen sig radikalt hen imod slutningen på det ellers fine nummer, da Perry med en umiskendelig dobbeltbund rapper: "Peace will find you when you seek him / In the meantime, I'm praying for you / You're a legend, I hope to see you in Heaven, Lauren". Ikke engang hendes trosretning er hellig. "Dead Preacher", der handler om hvordan tro bliver misbrugt til personlig økonomisk fortjeneste, er et af pladens lyriske højdepunkter, og det er intet mindre end elegant at opleve Perry stille sig kritisk overfor sin egen tros til tider fallerede infrastruktur:
"Open this book of scripts, scripture flipping I’m running /
Out of time to find scriptures slick to get money /
Out the pockets of bodies, pick pocketing pews /
Prophet is what they call me, my pockets profit off you /
I retain the stock when I exchange the truth /
My aim is not to click, bang, shoot at the jewels /
Who’s hanging round my neck, blue diamonds on my noose /
A parable’s what I'll preach, tithes rise when they confused /
Convicted sometimes a 9 to 5 I can't /
I John 9 High 5 and rob the saints"
Rent teknisk må Jackie Hill Perry beskrives som overlegen. Endda nok suveræn. Hele pladen igennem praktiserer hun halsbrækkende og tungevridende flows, og demonstrerer track efter track rap-færdigheder, der imponerer stort. Tag fx "The Problem", der gemmer sig i enden af "The Solution", hvor tøjleløse rimstrukturer piskes over hendes læber med saft og kraft:
"Itching for words /
Lotta research going towards a hole /
And they dig it /
Gotta be words /
Flowing for heavens sake of the mission /
Owing nobody nothing /
Them bluffing bustas are finished /
This pen ain't pensions it's mentions what sinners don't wanna deal with /
Filled with the vision of slaves, lynch 'em for tented pigment /
See that bus /
Get in the back act like its proven /
That academics do actually lack in the black communion /
Schools are lacking the facts, lacking the staff, they foolish /
They plastic wrapping the masses, the masters grabbing they nooses /
Bastard habits from lacking the happy daddy influence /
They ratta-ta-tat-tat and they clap at the back of children"
Den elektronisk-inspirerede soul-banger af en bulderbasse vi lige har hørt, er produceret af Daniel Steele, der har besmykket den ene halvdel af pladen med spændstige beats, der gerne benytter sig af stramme trommer og elektroniske tendenser i kompositionerne. Den anden halvdel er tilvejebragt af trioen Beautiful Eulogy, der er en musikalk sammensætning af Humble Beast's (pladeselskabets) overhoveder Braille, Courtland Urbano og Odd Thomas. De er almindeligvis ganske eksperimenterende i deres lyd, men på The Art of Joy er de gået sjælfuldt og stilsikkert til værks. Lyden minder i høj grad om No I.D. anno The Dreamer/The Believer, hvor der hverken er sparet på melodiske omkvæd, lyse klavertoner eller lune soul-samples. Tilsammen skaber Beautiful Eulogy og Daniel Steele et fabelagtigt lydbillede. Den atmosfæriske skrøbelighed på "Better" fuldendes med et super fint omkvæd fra Natalie Lauren, imens grandiose harmonier følges til dørs af Eshon Burgundy på "The Solution". John Givez's leverer et nydeligt omkvæd til et af højdepunkterne "Where's Love", der efterfølges af den mageløst producerede "Get There", hvor balstyriske trommer og maskinelt bearbejdede vokalsamples danser en enestående tango med et væld af suverænt sammenklippede effekter, der rumsterer i baggrunden.
Der er mange nuancer i den mangfoldige lydside, men det hele passer fortrinligt sammen, og med den konsistente og entreprenante Jackie Hill Perry som bindeled, er helhedsindtrykket umådelig stærkt. The Art of Joy landede da også på femtepladsen på undertegnedes top 10 over sidste års bedste udgivelser.
Jeg startede med at være uhyre skeptisk grundet Jackie Hill Perry's kristen-ekstremisme, men efter at have hørt og stor-nydt The Art of Joy et utal af gange, har jeg efterhånden glemt, at hovedpersonens selvretfærdige frelser-korstog egentlig er lidt enerverende. Musikken er simpelthen for god og Perry for dygtig til, at jeg vil lade "smålige" forskelligheder adskille os.
The Art of Joy kan downloades kvit og frit her,
men kan også købes for en flad 10-$ her.
5/6
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar