tirsdag den 31. juli 2012

Death Grips - The Money Store



Endnu en gang står det mig klart, at anmeldelser har en særegen kraft. Jeg købte Killer Mikes R.A.P. Music udelukkende på baggrund af andres vurdering af pladen; en plade jeg hører dagligt med stigende glæde i indtagelsen. Death Grips' The Money Store købte jeg ligeledes udelukkende fordi, at Anthony "The Needle Drop" Fantano gav den, den yderst sjældne 10/10 vurdering. Det mærkværdige er, at hans beskrivelse af pladen og det univers som Death Grips fremstiller, på ingen måde giver mig lyst til at lytte til pladen, men når en hiphopudgivelse (som det kun i vag grad er) får topkarakter, så bliver jeg per princip nødt til at se og høre hvad der er tale om. Men med The Money Store står det simpelthen soleklart, at smag og behag kan være en dybt individuel ting og at man nogengange kan få en komplet anderledes oplevelse ud af noget musik. Anthony Fantano beskriver det hele som værende både grimt, grumt, larmende, rodet, upænt, kaotisk og småpsykotisk, men hvor han kan finde noget helt unikt og sublimt i dét, kan jeg simpelthen ikke se det som værende andet end netop grimt, larmende og småpsykotisk.

Death Grips er en eksperimenterende hiphop-trio fra Sacramento, der består af rapper MC Ride og producerne Zach Hill og Andy Morin. Om de er en smule udsyrede og småskøre af natur eller om de har gjort det til deres formål at kaste hiphoppen i en blænder og "fuck that shit up" skal jeg ikke kunne sige, men sikkert og vist er det, at de gør "ting" ved den, som ingen før har prøvet.
     MC Ride optræder på The Money Store som en karakter, som jeg vil skyde på er 30% biografisk og 70% fiktiv. Det handler gennemgående meget om udpenslet vold, omfattende stof-indtagelse, makabre, skizofrene aktioner, psykotiske tanker og meget andet i dén boldgade. Ser man et fotografi af MC Ride - eller Stefan Burneet som han hedder - tænker man, at han nok har flere personlige erfaringer inden for samtlige af disse "temaer", men meget af det, der udfolder sig undervejs på The Money Store er så grotesk overdrevet, at det på ingen mulig måde kan være realisme. Allerede på åbnings-nummeret giver han sig selv det hvide snit,- så er stemningen ligesom lagt! 


Men der gemmer sig en mening med galskaben, for selvom lyrikken konstant synes at skulle være så far out vanvittig som muligt, så har MC Ride en masse budskaber gemt til lytteren imellem linjerne. Det som jeg har uddraget er, at man ikke skal være bange for at være en smule skør. At livet - og ikke mindst kunst og musik - bliver røvkedeligt hvis der ikke er nogen, der gør noget anderledes. De opfordrer nærmest folk til at "go crazy" på deres egen facon, så længe de ikke bare trasker derudaf som endnu et får i flokken. Dén logik tiltaler mig i virkelig høj grad, og af samme årsag er pladens lyriske indhold også det mest interessante for mig, på trods af, at det ofte pakkes ind i lidt for mærkelige og påtaget groteske skildringer. Sin City møder Gaspar Noé's Enter the Void, så har man et nogenlunde billede af hvad der sker herpå. 
     Hvad der desværre ikke tiltaler mig overhovedet, er MC Rides tekniske færdigheder. Jeg finder ham ganske simpelt ikke særlig dygtig. hans flow forekommer mig ofte kluntet og rytmeforladt, og så er han i besiddelse af noget så uheldigt som en dårlig rap-stemme - synes jeg. At hans rap dertil ofte drukner i de dominerende og larmende beats gør det ikke just bedre. Det er bestemt en god ting at man får lyrikken til samtlige sange med på tekst ved køb af fysisk album, men det er altså ikke en synderlig god ting, at det er decideret nødvendigt at have ved hånden, hvis man skal have en reel chance for at fatte hvad han rapper. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg ved flere numre har haft større glæde af bare at læse lyrikken, helt uden tilhørende musik. 


Det har nok også en hel del at gøre med, at produktionerne ligger så umådelig langt fra mine præferencer, at det ganske simpelt er svært for mig at holde af den lyd de præsenterer. Jeg gik ellers lige og troede at jeg var rimelig large i hiphop-øjemed, fordi jeg synes El-P's gakkede beats var fede, men selv han fremstår simpel og tilbageholden i sammenligning med Zach Hill og Andy Morins univers. Anthony Fantano beskriver deres beats som værende "amazingly catchy"; noget jeg ikke umiddelbart kan genkende. "Get Got" er gennemført kaotisk med sit vanvittigt udsyrede brug af synth og hurtigt tampende trommer, men det er faktisk et rigtig fedt nummer. "The Fever (Aye Aye)" har ligeledes et fedt synth-guitar riff i omkvædet, der bestemt gør nummeret lytbart. Resten er simpelthen bare ikke noget for mig.   
Jeg ved dårligt nok hvad jeg skal skrive om beatsne eller hvordan jeg skal beskrive dem, så I derude kan få en idé om hvordan de lyder, for selvom jeg da sagtens kunne kategorisere dem under "frenetisk, tinitus-provokerende, kaotisk, industriel-hiphop-larm", så virker selv dén beskrivelse ikke rigtig tilstrækkelig. Men som Fantano også siger (ja det handler meget om ham her, men det er udelukkende også hans skyld, at jeg sidder med denne udgivelse lige nu) - og dét er nok hele pointen med det hele: "The Money Store definitely has roots in traditional hiphop, but it's not an album for hiphop-traditionalists"
- Og længere er den nok bare ikke? Death Grips er ikke musik for mig, bum. Jeg har det fuldstændig ligesom en YouTube bruger, der skriver: "my biggest issue with this album is i don't know how to enjoy it". - Jeg har ganske simpelt ingen fucking idé?!


ingen f***ing idé?! / 6

"Get Got"

"The Fever (Aye Aye)"

- Jeppe Barslund

lørdag den 21. juli 2012

Top 25 bedste undergrundsudgivelser


Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.
Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   




24.
Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!



23.
Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!



22.
Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  





21.
Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!


  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 


 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 



18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!


 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 


 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.



15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)


Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.




14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 



13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   



12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 
på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!



11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   



10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.


 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 



8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 


  


7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!




6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 


 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)
Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været nuanceret og samtidig bevaret klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 



4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 


 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.




2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her


 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 
- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 






- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.


- Jeppe Barslund

torsdag den 19. juli 2012

Blu & Exile - Maybe One Day EP


Se lige på det cover engang. Hvis ikke dét er poetisk filosofi i billedform, ja hvad er så?

Jeg ved ikke hvordan I har det med Blu & Exile, men nøj hvor har jeg glædet mig til nyt fra de to! Efter deres duo-debut Below the Heavens -som vist ikke behøver mere ros her på bloggen - gik de hver sin vej, og prøvede forskellige ting af. Blu har udgivet utallige spøjse projekter: han har produceret for andre, han har rappet side om side med andre, han har udgivet beat-tapes, producer-albums, mixtapes, og sidste år smed han sit egentlige debutalbum No York! på gaden, godt nok til en noget lunken modtagelse. Det album var i sandhed også lidt af en mærkværdig fætter!
Exile tog det lidt mere med ro. Han producerede hele Fashawns fabelagtige debutplade Boy Meets World, og leverede efterfølgende beats til  alt fra mainstream-navne som Big Sean og Snoop Dogg til undergrunds-rappere som Blame One, ADaD, Cos$$, Johaz, The Visionaries, Freestyle Fellowship og mange, mange andre.
Men så lige pludselig, en dag i december sidste år, blev Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them lagt op på Bandcamp, helt uden varsel. En egentlig udmærket udgivelse, men som i stil med mange af Blu's projekter manglede alt efterarbejdet, det var nemlig hverken mixet eller mastereret, hvilket resulterede i forholdsvist ringe kvalitet i lyden. Dette resulterede i udbredt undren, for selvom det var forventeligt fra Blu, så lignede det ikke Exile at ligge så mange ufærdige beats op, og slet ikke på dén måde. 2011-versionen af GMMFWICSST er vist rent faktisk den officielle efterfølger til Below the Heavens, men eftersom "kravet" om en "ordenlig" version kom fra alle verdenshjørner, har Blu og Exile bestemt sig for at udgive albummet på almindelig vis, med ny, forbedret lyd, og eftersigende helt nye beats, tekster, vokaler og features. Jeg vælger derfor at se 2011-versionen som et mixtape.

Venstre: mixtape version. Højre: kommende, "officielle" version

"Maybe one day you will reign supreme and become a king 
And one day, maybe she will rise again and become a queen"

- Den "rigtige" Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them lander d. 4. september, og som appetizer har Blu & Exile udgivet denne lille EP Maybe One Day til at dulme den værste utålmodighed.

EP'en er samtidig udgivet for at give en idé om, hvad man kan forvente af denne "nye, forbedrede lyd", for to af numrene herpå var også at finde på den første version af GMMFWICSST. "Maybe One Day", der før hed "She Said It's OK", er blevet meget mere crisp og klar i lyden, og så kigger Black Spade forbi med et lækkert, soul'et omkvæd. Der er ikke tale om de helt store ændringer, sangen har bare fået sit fortjente finishing touch. "I Am Jean" hedder stadig "I Am Jean", og her har Exile skovlet mere konfus instrumentation ind i originalen. Beatet er ærlig talt en smule skizofrent, og som lytter føler man sig nærmest angrebet fra alle retninger. Fundamentet, der bestod af en skævt buldrende bas, sporadisk tampende trommer og et klaver, der ikke synes at følge en ens rytme på noget tidspunkt, som havde en pianist improviseret til beatet, er komplet intakt. Men så lige pludselig falder to saxofoner ind, den ene er mixet til at ligge i venstre side, den anden til højre (og de spiller det samme, men forskudt), og de får så selskab af en tredje blæser, der ligger bagerst. Især med gode hovedtelefoner bliver det en paranoid lytteoplevelse, da man har alle de her instrumenter, der kommer fra hver sin side, og så en Blu i midten, der forsøger at få sin rap klemt ud imellem lyd-kaosset. Det samlede resultat er nok lidt mere besynderligt og forvirrende end det egentlige er godt.
Den instrumentale "Cent From Heaven" er til gengæld god på alle tænkelige måder. Ikke bare god; fantastisk! Heller ikke bare fantastisk; ekstraordinært spektakulær nærmere. Jeg var faldet ned fra min stol allerede inden de første ti sekunder havde spillet. Produktionen har alt det, jeg synes har været med til at gøre Exile til en af nutidens absolut bedste beatsmede. - Det klippede vokalsample fra Rose Murphy's "Pennies From Heaven", der gør at beatet faktisk har en stemme og et budskab selv i instrumental form, og så de mange strygere, der danner et drømmende lydbillede som jeg mildt sagt aldrig har hørt lignende i hiphoppen. Nummeret skal nok opleves i levende live fremfor at blive beskrevet, for ord yder ikke rigtig retfærdighed her.
EP'ens sidste nummer (teknisk set er de to sidste instrumentaler til "Maybe One Day" og "I Am Jean") er en intet mindre fænomenal afslutter. "A Man" er en genistreg på højde med Below the Heavens. Nummeret minder faktisk en smule om "The World Is...." da beatet har det samme storladene feel over sig, ligeledes med et choppet kor-sample. Blu's tekst på "The World Is..." var med hans eksistentielle grublen om liv og død, tro og religion, paradis og helvede en af pladens stærkeste, og det er den præcist samme funderende Blu der optræder på "A Man". Hvis man frygtede at Blu var faldet af på den siden Below the Heavens, så bør dette nummer være mere end rigeligt til at overbevise én om det modsatte. Lyt og læs med:  



"I wonder...
Who do you believe in? I know it ain't me
I hope it ain't a priest or what you've seen on TV
I hope it ain't your poppa partner, he only raised you
I know it ain't your mom, even though that's who you came through
I'm asking who you pray to, some believe in angels
Some believe in one God, some believe in Jesus 
Some believe in all of it, and I don't mean a part of it ain't true
I know that someone startet it, and I know it ain't you
The creator of them blue skies 
The great blue sea 
And who, me?
A cool guy who few relate to
Like, I'm confused too, what is it you do?
And what does a black man in Iran who's never heard of Jesus choose?
And who do you choose?
The heart said the youth, the mind said the truth
The blind let the blind head to heaven with a sign sayin' "I choose you"
Then left you behind, like no one can explain it
It's like one religion can't contain it
And I ain't the man that's tryna change it
I just want answers, live no cameras
Fuck the propaganda
Many souls stranded 'cause they took a book for granted
Some planted seeds to feed the mind
Peace over greed, I just keep the truth that I read
World on they knees while the innocence bleeds
And we keep funding wars with money from your source
And the shame is all ours, but God, I'm all yours
Save me before the doors close and them horns blow
And I'm alone in my grave, thinking maybe 
I should have prayed more for peace, love and unity
Between you and me, no matter who you choose to be
Pop tellin' me that the muslims won't make it
And the muslims tellin' me my pop won't make it
Yet, they both praise you
Night and day, raise his name
Until the day he came back to claim them
Is one gon' save them and another take them?
Doubt it, they tellin' me I shouldn't live without it
Belief
Relief for the doubters, it keeps my clouded
Confused why I'm doin' the knowledge 
But my God said "choose", I choose you
Who do you choose?
I hope it ain't me, 'cause I'm just a MC"


- Der bliver snakket om, at "A Man" også vil være at finde på den kommende GMMFWICSST, og det ville bestemt ikke gøre noget, for magen til mesterlig skæring skal man da lede længe efter. 


Alt i alt er Maybe One Day en fortrinlig lille EP. Titelnummeret er ganske solidt, "I Am Jean" en lille smule ved siden af, og "Cent of Heaven" og "A Man" er af ypperste kvalitet. Jeg ved endnu ikke hvad jeg skal forvente af den kommende LP, men at jeg glæder mig som et lille barn til juleaften er en grov underdrivelse!


4.5/6

- Jeppe Barslund

onsdag den 18. juli 2012

Nas - Life Is Good


Selvom Nas er en af de rappere, der har haft størst indflydelse på hiphop-genren overhovedet, har han alle dage - med debuten som undtagelse vil nogen nok mene - haft svært ved at sammensætte et gennemgående stærkt album. Der har været klassiker-materiale at finde på stort set alle udgivelser, men der har også været numre på, hvor man har tænkt "hvordan fa'en har dét nummer fået lov til at komme med på?!". Om det skyldes sporadisk selektivitet eller bare flaksende smag i beats og stil skal jeg ikke kunne sige, men Nas har i  min optik aldrig udgivet et album, som jeg med ren og skær nydelse kunne høre fra start til slut.

Da Common og Nas smed den No I.D. producerede "Ghetto Dreams" ud sidste sommer var begejstringen enorm. Allerhelvedes rå og støvet no bullshit hiphop, som gav folket forhåbninger om- og grund til at tro, at de to havde i sinde at tage hiphoppen tilbage til sine rødder. Da Nas et måneds tid senere udgav den måske endnu mere rå og støvede "Nasty", var den næsten i hus: Nas var tilbage på hans Illmatic grind. - Væk med kendte features, ligegyldig kvinde-kvidr på omkvædene og overdrevne stadion-produktioner og ind med minimalistiske drum-breaks som Nas kunne flå i stykker. Turde man håbe på en langspiller af dén karat?
Common fulgte "Ghetto Dreams"-stilen og udgav The Dreamer/The Believer, som jeg synes var fænomenal. Nas er desværre på ingen måde i stand til at gøre Common kunsten efter.

Som alle andre Nas udgivelser er der drysset lidt potentielt klassiker-materiale ud over Life Is Good, men størstedelen er vitterlig ikke noget at råbe hurra for.
Meget af det jeg håbede, der ikke ville være at finde på pladen, er her. Rick Ross som den måbende ligegyldige kendte feature på "Accident Murderer", Mary J. Blige med det intet mindre end elendige kvidr-omkvæd på "Reach Out" (der samtidig er ganske grelt produceret) og "Summer On Smash" som "hvordan fa'en har dét nummer fået lov til at komme med på?!" -nummeret. 
Men det stopper ikke her. - "You Wouldn't Understand" lyder i mine ører som et forsøg på at genskabe et 2Pac-lydende R&B/hiphop-nummer, men det lykkedes bare slet, slet ikke, - og igen med et ligegyldigt kvinde-kvidr omkvæd. Endvidere er der en del numre, der umiddelbart fremstår solide, men som meget hurtigt taber luft. Min førte reaktion da jeg hørte Chopin samplet på "A Queens Story" var "holy shit!", men allerede to minutter inde i nummeret synes beatet kedeligt. "Cherry Wine" ligeledes. Jeg er stor fan af Frk. Winehouse, men dét nummer er bare ikke særlig interessant. "World's An Addiction" vil meget gerne fremstå som en højdramatisk krabat med flere store strygerarrangementer og sitrende nynnen fra Anthony Hamilton, men nummeret ender med at drukne i sin egen, søgte storladenhed. Egentlig ærgerligt, for Nas' tekst herpå er intet mindre end mirakuløs; især 3. vers er til at falde ned af stolen over. 
     Men fear not, der er også sublime beats at finde på Nas' 10. skive. Life Is Good åbnes stort. Jeg er ikke meget for, at det første man hører på en Nas plade er det vokale J.U.S.T.I.C.E. League vandmærke - Nas burde åbne en Nas plade - men produktionen er virkelig fantastisk. Den rangerer muligvis under de i indledningen nævnte "stadion-beats", men den har et majestætisk, filmisk feel over sig, og stryger/piano kombinationen er bare på alle måder "stor".  
På "Loco-Motive" har Nas og No I.D. uden tvivl sat sig for at lave en 2012 version af "N.Y. State of Mind", med stramme, nakkebrækkende trommer og et mørk-tonet piano-loop. Resultatet er eminent, og ligesom originalen rapper Nas som en drøm. Jeg ved ikke om det bare er mig, men han lyder mere som Nas anno Illmatic herpå end nogensinde før. Rakims linjer fra "Classic" gør sig bestemt gældende for Nas: "timeless, so age don't count in the booth, when your flow stay submerged in the fountain of youth", da Nas bl.a. rapper:


"God want this nigga to live / Blunt big as a dread, I get high and forget who bled /Who we stomp-kicked in the head and who we left for dead /Who are you niggas? Why argue niggas? /The truth is the truth, I really put my scars on niggas /They wear them lifetime, they tell they hoes "Nas did this" /Pointing to they scars like "right here baby, really, Nas did this" /Like a badge of honor /Not braggin' I'm just honest"


På Nas' grandieøse New York street anthem "The Don" rapper han igen som den blændende MC han nu engang er. Beatet er godt nok en kende atypisk for Nas vil jeg mene, men det tager kegler, og det ville ikke undre mig om de første ti rappere bruger instrumentalen til kommende mixtapes. "Stay" er en anden favorit, der med sine jazz-blæsere, vokal-samples og tromme-løse produktion er en low-key perle. Den inderligt flotte "Back When" ligger lidt i samme laid-back, jazz'ede rille, og her serverer Nas nogle af pladens fornemmeste linjer:


"You blame your own shortcomings on sex and race /The mafia, homosexuals and all the jews /It's hogwash point of view, stereotypical /Anti-semetic like the foul words Gibson spewed /And it's pathetic /I don't get the credit I deserve, that's why I hate doin' interviews /But I don't sweat it, study long, study raw /My man Dion said "Nas overthink the songs he writin'" /I'm not a wack performer standing near a corny hypeman /I got the Donism in me, I'm here to enlighten"


I den lidt mere bemærkelsesværdige ende har vi sange som "Daughters" og "Bye Baby". Teksterne er både velskrevne og meget personlige, da Nas bl.a. erkender på sidstnævnte, at han fejlede som husbond i sit forhold med Kelis (vis brudekjole han sidder med på coveret), og på "Daughters", at han måske ikke har været den bedste far i verden: "I realized I ain't the strictest parent, I'm too loose...", da han har opdraget sin datter på forkert vis: "I thought I dropped enough jewels on her". Det bemærkelsesværdige er, at han i denne erkendelse har valgt at kalde sit album for Life Is Good, - det virker i hvert fald en smule paradoksalt i min optik. 

Alt i alt er Life Is Good lidt af en rodebutik. Det ene øjeblik lytter man til et fantastisk nummer, det andet øjeblik er man nødt til at skifte nummer i en hulens fart, fordi det simpelthen er så grelt. 
Man kunne anskaffe sig deluxe-versionen for at få "Nasty" med i købet, de resterende fire bonusnumre siger mig dog absolut ingenting. 
Jeg har været lidt i tvivl om karakteren; er fire for meget? Er tre for lidt? Jeg endte derfor med bare at udregne gennemsnittet af mine "vurderinger" fra iTunes, og det giver


4/6


"No Introduction"

"Loco-Motive" feat. Large Professor

"The Don"
- Jeppe Barslund

Joey Bada$$ - 1999


"It's the era - no error"

I disse nye tider er man blevet vandt til - og forventer vel nærmest også - at musik skal give et klart og stærkt indtryk meget hurtigt. Gør det ikke det, ryger det hurtigt ud til højre til fordel for næste nye udgivelse i køen, og af samme grund afskrev jeg hurtigt 1999 som værende en tand for anonym og kedelig. Men det var slet ikke retfærdigt, for 1999 kører i sit helt eget, rolige tempo, og det kræves at man lader musikken sive ordenligt ind før man kan tegne et rimeligt billede af musikken. Det har jeg nu gjort, og det var så sandelig en god ting.

"1999 'til forever... the era... no better"

Disse ord er de sidst ytrende på mixtapets åbner "Summer Knights", og det bliver meget hurtigt meget tydeligt, at den 17-årige Brooklyn rapper Joey Bada$$ ser tilbage på 90'ernes hiphop som hans inspirationskilde. - Tilbage på dengang hvor rappere rappede for rappens skyld, før udgivelser som Get Rich Or Die Tryin' havde forvandlet hiphop til et værktøj for at tjene penge, hvor DJ's vendte plader og ikke bare trykkede 'play' og hvor status blev målt i microphone skills. Alt dette ærer Joey Bada$$ faktisk i imponerende høj grad. Mixtapets stemning er gennemgående reminiscens af den halvandet årti gamle hiphop, hvor low-key soul og jazz-samples samt støvede drum-breaks drev værket. Jeg er ikke sikker på hvor mange af produktionerne på mixtapet der er originale og hvor mange der er lånt (han har næppe fået originale beats af Lord Finesse og J Dilla, og MF Dooms produktioner har jeg hørt på de første tre andre udgivelser før denne), men den røde tråd er krystal klar, på trods af de ti forskellige leverandører. Ikke nok med det; hovedpersonens indlevelse og sult minder uhyrlig meget om MC'erne fra selv samme era. Det ene øjeblik har han et Mobb Deep anno Infamous flow, det andet lyder han nærmest som Biggie. Der kan ikke være tvivl om, at han har nærstuderet sine hiphop-forfædre ned til mindste detalje, men der kan heller ikke være nogen tvivl om, at han også er et naturtalent. Det er ikke mange 17-årige der kan rappe så tight som Bada$$. Han besidder en umiddelbarhed, der ganske simpelt bare virker "ægte". 


Joey Bada$$ var lige ved at ride med på bølgen af nye, unge up-coming rappere sammen med bl.a. Asap Rocky, Mac Miller og Wiz Khalifa, lige indtil folk fandt ud af, at han ikke lavede radio-venlig penge-hiphop som de andre, men rå rap til gaderne, og så var hypen hurtigt ovre. En god ting velsagtens. Joey's crew PRO(gressive) ERA (der låner Public Enemy's 'PE' forkortelse) tæller hele 22 hoveder, og fungerer som undergrundsversionen af Odd Future, da der både er rappere, producere, DJ's, producere, fotografer, videografer, tøjdesignere, grafiske designere, teknikere og meget mere samlet i crewet, så de klarer det hele selv. Ni af disse gæster det næsten 12 minutter lange PRO ERA posse-cut "Suspect", der lukker albummet. Posse-cuts af denne kaliber bliver ofte noget lal, men takket være Chuck Strangers minimale men ekstremt effektive produktion og gidegene vers fra alle 10, holder nummeret faktisk de 12 minutter ud. Dette bevidner, at Joey Bada$$ muligvis er først ude med et mixtape, men ikke nødvendigvis "frontfigur" i gruppen.  Capital Steez efterlader et stærkt indtryk på ovenstående "Survival Tactics" og crewets kvindelige rapper T'nah Apex fremstår fuldstændig fantastisk på "Snakes", hvor hun flower overlegent med sin silkebløde stemme. Bada$$ kan dog også sagtens selv på egen hånd, hvilket de fremragende "Funky Ho'$" (hvor han giver shout out til Denmark??), "Daily Routine" og "Righteous Minds" er beviser på.  

Alt i alt er der faktisk virkelig meget godt at komme efter på 1999. De to indledende numre mangler måske en smule kant, de to MF Doom produktioner virker stilistisk malplaceret, og et par numre, som "Don't Front" og "Where It'$ At" mangler lidt bid, men der er bestemt ikke noget dårligt at finde på mixtapet, og selvom flere numre fremstår bedre end andre, så kan tapet snildt lyttes igennem fra start til slut. Eftersom mixtapet ligger til gratis download vil jeg i allerhøjeste grad foreslå at man henter det og giver det en håndfuld spins. Hent her.

4/6

Snakes

Righteous Minds

- Jeppe Barslund