Da Lone Catalysts udgav albummet "Good Music" tilbage i 2005, vidste jeg intet om dem, men efter at have streamet nummeret "Ones We Miss" og hørt var lækkert det var, downloadede jeg det. På daværende tidspunkt var den danske iTunes MusicStore lige blevet åbnet, så jeg downloadede til højre og venstre, og købte enkelte numre fra komplet ukendte kunstneres komplet ukendte albums. Så da jeg downloadede "Ones We Miss" var det vidst mere et haste- end et velovervejet køb. Jeg er stadig i dag, 3 år efter, meget taknemmelig for at jeg endte med at erhverve nummeret, for ærlig talt, når jeg husker tilbage, har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvordan i alverden jeg havnede på Lone Catalysts?! Ikke desto mindre er "Ones We Miss" gået hen og blevet et af de allervigtigste og absolut bedste hiphop numre for mig. Det der fangede min opmærksomhed ved det nummer, holder stadig ved, om end ikke meget stærkere, og jeg ville aldrig kunne sammensætte en "Best of" hiphop opsamling uden at inkluderer nummeret.
De to herrer bag navnet er J. Sands (rapper) og J. Rawls (producer). Sidstnævnte burde få panderynkerne frem på visse personer, for ja, i har hørt det navn før! J. Rawls spillede en væsentlig rolle hos Mos Def og Talib Kweli da de i sin tid skulle udgive Black Star albummet, og han lagde lyd til blandt andre "Brown Skin Lady", som efter min mening er på top 3 fra det album, hvilket siger en hel del.
J. Sands kan jeg ikke skrive så meget om. Så vidt jeg ved har han ikke lavet så meget andet end Lone Catalysts udgivelserne. Hvad jeg til gengæld kan skrive er, at han er en yderst habil rapper, med rødderne solidt plantet i det lækre jazz-inspirerede hiphop miljø, ligesom de førnævnte Black Star stjerner.
Lone Catalysts ånder tydeligvis for den "rigtige" hiphop. De sprøde rim og flows, melodiske jazzbeats og et lineup der siger spar 2, med blandt andre El Da Sensei, Wordsworth, Donte fra kultgruppen Mood, Masta Ace og mange andre. Pladen er fuld af godt hiphop. En del af det er "godt", hverken mere eller mindre, enkelte numre når helt op i de øverste skylag, og så er der en lille håndfuld halvligegyldige skæringer, som følger opskriften lidt for nøje. For selvom der er et par numre, som fx "La La La La" og "Destiny", der er hamrende sprøde, så mangler der de fleste steder lidt nyt. Et friskt pust over nogle numre der ellers har potentiale til storhed. Selvom J. Rawls til tider leverer usandsynligt sjælfulde produktioner, så har han på andre tidspunkter lidt svært ved at få sat de musikalkse elementer sammen, og især trommeprogrammeringerne virker ofte rodede. Han er til gengæld en mester i at flippe de samples han udvælger.
Selv om det er udemærket hiphop, så når det aldrig rigtig længere end "udemærket". Dette værende på trods af at de har et af dette årtusindes mest suveræne hiphop-perler på tracklisten, "Ones We Miss", som alene trækker det samlede indtryk op. Det nummer kunne jeg prise til al evighed! - Oldschool trommerne og den sumpede vinyllyd der kører i baggrunden, sat sammen med samplede strygere fra 1940 og den gåsehuds-fremkaldende nynnen, gør ganske enkelt, at de på trods af deres lidt haltene udgivelse her, altid vil have deres navn brændt permanent fast i min hiphop håndbog.
4/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar